§ 107, § 108 og § 85: typer af botilbud og hvad forskellen betyder (2026)

Kort fortalt: § 107 er midlertidigt ophold, § 108 er længerevarende ophold, og § 85 er socialpædagogisk støtte, som ikke er en boform, men kan leveres i en bolig – typisk en almen ældre- eller handicapbolig efter almenboliglovens § 105. I de to første er borgeren ‘beboer’ i et botilbud; i den sidste er borgeren ‘lejer’ i egen bolig med støtte tilknyttet. Den forskel går igen i næsten alt: rettigheder, betaling, opsigelse, godkendelse og dokumentation.

Paragrafferne nedenfor er tjekket mod den gældende lovbekendtgørelse af serviceloven (nr. 641 af 1. juli 2026) og lov om socialtilsyn (nr. 242 af 30. januar 2026). Nummereringen af §§ 85, 107 og 108 er uændret. Læg også mærke til § 108 a om ungdomsbotilbud (indført i 2019), som mange overser.

Overblik: boformer og støtte i én tabel

Friplejeboliger efter friplejeboligloven og plejeboliger til ældre er egne spor med egne regler og behandles ikke her. Børn og unge anbringes efter barnets lov § 43 på fx børne- og ungehjem, som også godkendes af socialtilsynet.

§ 107 botilbud: midlertidigt ophold

Efter § 107, stk. 1, ‘kan’ kommunen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det. Efter stk. 2 ‘skal’ kommunen tilbyde midlertidigt ophold til to grupper: personer med betydelig nedsat funktionsevne, der har behov for omfattende hjælp til daglige funktioner eller pleje, eller som i en periode har behov for særlig behandlingsmæssig støtte – og personer med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling og ikke kan klare sig uden støtte.

Det midlertidige ligger ikke i en fast tidsgrænse. Ifølge vejledningen om botilbud adskiller § 107 sig fra § 108 og § 105 ved, at borgerens behov for et botilbud ved visitationen ikke vurderes at være varigt – opholdet skal fx danne ramme om en behandlingsmæssig indsats eller afklare, hvad borgeren har brug for på sigt. Borgeren har ikke ret til et § 107-ophold, hvis behovet kan dækkes på anden vis, fx med støtte i eget hjem eller ambulant behandling.

• Betaling: kommunen fastsætter egenbetalingen for opholdet (husleje, el, varme m.v.) efter bekendtgørelsen om egenbetaling for midlertidigt ophold. Betalingen kan først opkræves, når kommunen har truffet afgørelse om størrelsen og meddelt den til borgeren.
• Ikke lejer: beboeren har ingen lejekontrakt og er ikke omfattet af lejeloven.
• Dokumentation: fordi opholdet er midlertidigt, forventer både kommune og tilsyn tydelige mål for, hvad opholdet skal føre til, og løbende status.

§ 108 botilbud: længerevarende ophold

Efter § 108, stk. 1, ‘skal’ kommunen tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket behovet på anden vis. Nøgleordene er ‘varigt’ og ‘omfattende’.

Borgere i § 108-tilbud har efter stk. 2 ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune, hvis de ønsker at flytte og opfylder betingelserne for optagelse begge steder. Retten gælder dog kun tilbud, der højst er 10 pct. dyrere end det tilbud, fraflytningskommunen har visiteret til. Beboeren er heller ikke her lejer efter lejeloven, men har rettigheder efter lejerrettighedsbekendtgørelsen: ved anvisningen skal kommunen udlevere et boligdokument med oplysninger om rettigheder, betaling og boligens areal, og ved indflytningen skal der udarbejdes en indflytningsrapport sammen med beboeren. Kommunen kan overlade de praktiske opgaver til botilbuddet.

§ 85-støtte: i eget hjem eller i en § 105-bolig

§ 85 er ikke en boform. Efter bestemmelsen skal kommunen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov for det på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Støtten kan gives i borgerens egen bolig (bostøtte) – eller i en almen ældre- eller handicapbolig, som kommunen efter almenboliglovens § 105 skal sørge for i nødvendigt omfang.

Når § 85-støtte leveres til beboere i en samling af § 105-boliger med fælles servicearealer og fast personale, taler man om et ‘botilbudslignende tilbud’. Her er borgeren lejer med egen lejekontrakt efter almenlejeloven, betaler husleje og kan søge boligstøtte – og har de opsigelsesregler, der følger af lejelovgivningen. Til gengæld er støtten en selvstændig afgørelse efter serviceloven, som kommunen kan ændre, uden at boligen ændres.

Socialtilsynet godkender og fører tilsyn med sådanne tilbud, når fire betingelser i lov om socialtilsyn § 4, stk. 1, nr. 3, er opfyldt: hjælpen leveres til beboere i boliger uden for §§ 107-110 (dog ikke friplejeboliger), hjælpen udgår fra servicearealer knyttet til boligerne og ydes af fast ansat personale, tilbuddet omfatter i væsentligt omfang § 85-støtte, og målgruppen bor der på grund af nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer. Er betingelserne ikke opfyldt, er det kommunen, der fører tilsyn.

Hvad forskellen betyder for jer som tilbud

I praksis er det mest almindelige problem ikke, at tilbud er i tvivl om deres egen paragraf, men at godkendelsen, Tilbudsportalen og den faktiske drift glider fra hinanden: et § 107-tilbud, hvor flere beboere reelt har boet i mange år, eller et § 108-tilbud, der optager borgere uden for målgruppen. Begge dele er noget, socialtilsynet ser efter, og noget I selv skal give besked om som en væsentlig ændring. Læs mere i guiden om væsentlige ændringer.

Beslutningstræ: hvilken type passer til borgeren?

Det er kommunen, der visiterer, men som tilbud bliver I ofte spurgt til råds. Her er de spørgsmål, der typisk afgør det.

1. Er borgeren under 18 år? Så gælder barnets lov, og anbringelsesstedet skal være godkendt efter barnets lov eller lov om socialtilsyn.
2. Kan behovet dækkes i egen bolig med § 85-støtte (og evt. § 83)? Så er et botilbud som udgangspunkt ikke aktuelt – kommunen skal vurdere, om hjælpen kan tilrettelægges og faktisk leveres i hjemmet.
3. Er behovet for et botilbud varigt, og er hjælpebehovet omfattende? Så peger det mod § 108 – eller mod en § 105-bolig med § 85-støtte, hvis borgeren kan og vil være lejer.
4. Er behovet midlertidigt – fx afklaring, behandling eller optræning? Så peger det mod § 107.
5. Er borgeren under 35 år med behov for et ungdomsmiljø? Så kan et § 108 a-tilbud være relevant.
6. Handler det om hjemløshed eller vold i nære relationer? Så er §§ 110 og 109 de rette spor.

Typiske fejl om botilbudstyper

• At kalde § 107-ophold ‘tidsbegrænset til to år’. Loven fastsætter ingen grænse; det er behovet, der er midlertidigt.
• At give beboere i §§ 107/108 en lejekontrakt. De er ikke lejere – grundlaget er kommunens afgørelse, boligdokumentet (§ 108) og afgørelsen om egenbetaling.
• At tro, at § 85-tilbud aldrig er omfattet af socialtilsynet. De er det, når de fire betingelser er opfyldt.
• At overse, at § 108-beboere har ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune.
• At drive et ungdomsrettet § 108-tilbud uden at følge § 108 a's regler om varsling og afgørelse om fremtidig støtte.

Sådan hjælper Pactio Care

Uanset paragraf skal jeres godkendelse, pladser, målgruppe og bemanding hænge sammen med virkeligheden. Pactio Care giver overblik over tilbuddets godkendelse (rammer, pladser og vilkår, som lederen selv godkender), holder bemanding og kompetencer op mod planen og samler den dokumentation, socialtilsynet beder om – kontrakter, attester, kompetencer og bemanding. Så er I klar, både når I driver ét § 108-tilbud, og når I har flere paragraffer under samme tag.